En svensk model som inspiration

I Borås i Sverige har man udviklet en model med helt centrale principper:

  • max. 15-20 børnesager pr. rådgiver
  • tæt opfølgning i børnesagerne
  • særlige principper og metoder for selve sagsbehandlingen – altid videns baseret
  • Indsatstrappen (se nedenfor) er helt central – fokus er på mindst muligt indgribende foranstaltning
  • inddragelse af netværk (familie og professionelle) i alle sager

I Danmark er modellen bl.a. indført i Herning Kommune, som efter 2 år har god succes med modellen. Erfaringerne er så gode, at Herning nu implementerer modellen i samtlige skoledistrikter.

Helt grundlæggende for modellen er nedenstående indsatstrappe.

Indsatstrappen uden foranstaltninger

Ved forebyggelse forstås den almene forebyggelse/primære forebyggelse (dvs. målrettet alle f.eks. Sundhedsplejen eller Familieiværksætterne) samt målrettet forebyggelse/sekundær forebyggelse (dvs. forebyggelse målrettet en specifik gruppe eller en specifik aktivitet f.eks. ’De Tværfaglige Småbørnsteam’).

Ved hjemmebaserede indsatser forstås de foranstaltninger, der tager udgangspunkt i barnets hjem, og hvor der som regel er en sag i forvaltningen. Det er dog ikke altid tilfældet. I Borås i Sverige arbejder man f.eks. målrettet med de hjemmebaserede indsatser – ikke mindst for at mindske antallet af anbringelser.

Slægts- eller netværksanbringelser anvendes så vidt muligt, og anvendes, når de hjemmebaserede indsatser ikke er tilstrækkelige. De svenske slægts- og netværksfamilier aflønnes på lige fod med plejefamilier. – Dette er ikke tilfældet i Danmark. I Borås er 25 % af plejeanbringelserne i slægts- og netværksplejefamilie.

Anbringelse på institution sker, når det ikke er muligt at anbringe barnet/den unge i familiepleje. Anbringelser på institution sker altid med det formål at komme ned af indsatstrappen, og i Sverige strækker institutionsanbringelser sig kun i ganske få tilfælde udover 6 måneder.

Tre helt centrale forhold ved den svenske model:

1. Normaliseringsperspektivet

Der skal til enhver tid iværksættes den mindst indgribende indsats, og alle indsatser skal være tilrettelagt så barnet/den unge gøres mest mulig kompetent til at klare sig selv og sin egen hverdag i samspil med familie og netværk. At arbejde ud fra dette princip kræver en høj grad af professionalisme og metodebevidsthed, ligesom det kræver specialiserede hjemmebaserede indsatser og ’stærke’ plejefamilier, der er særligt godt klædt på til at håndtere de særligt udsatte børn og unge – også kun for en periode.

2. Konsensusperspektivet

På tværs af det politiske niveau, til det administrative, til tilbudsviften og til almenområdet skal der være konsensus om, hvilke typer af indsatser der bør anvendes og i hvilken prioriteret rækkefølge.

3. Perspektivet om inddragelse af de biologiske forældre og netværk

Der skal tænkes konsekvent i, uanset hvor på indsatstrappen man befinder sig, at inddrage barnets familie og netværk. Et anbragt barn skal så vidt muligt hjem til sine biologiske forældre igen eller som minimum have en relation til dem. De biologiske forældre inddrages så vidt muligt og i vid udstrækning i barnets/ den ugens anbringelse.